Vil kommunen ikke have et handelsliv i Gladsaxe?
På Gladsaxe kommunens hjemmeside kan man læse en pressemeddelelse, hvor Borgmester Trine Græse stolt siger, at Gladsaxe er Danmarks bedste erhvervskommune. Trine Græse fortæller, at man gør sig umage for, at gøre Gladsaxe til et godt sted at drive virksomhed.
Det lyder jo flot, at Gladsaxe skulle være Danmarks bedste erhvervskommune. Og det er et udsagn, der virkelig kan undre når man ser på hvordan kommunen nidkært gør livet svært for vores handelsliv med alle mulige regler.
Man forbyder butikker, at sætte skilte på facader og truer med at slæbe dem i retten, hvis deres butiksvinduer ikke lever op til visse krav.
Butikslivet i Gladsaxe og andre danske byer er truet af nethandel som har betydet at mange butikker har måtte lukke i det seneste år.
Også her i Gladsaxe har mange butikker oplevet nedgang i omsætningen og mange har måtte lukke.
Det virker derfor absurd, at kommunen gør alt for at generer butikkerne med de små ting i hverdagen, som gør en forskel. Hvad er kommunens interesse i at forbyde skilte på butikkernes facader bare fordi nogen politiker og arkitekter finder dem grimme.
Byrådet har gennem årene brugt mange penge på rapporter for at finde ud af hvordan man skaber et spændende butiksliv i Gladsaxe. Men det nytter ikke noget når man i hverdagen skaber den ene forhindring efter den anden for butikker.
Selvom borgmesteren syntes Gladsaxe er Danmarks bedste erhvervskommune så er sandheden, at det er Gladsaxe ikke.