Letbanen koster Gladsaxe 600 millioner

Hvis planerne om en letbane i Ring 3 bliver gennemført, vil det blive et meget dyrt bekendtskab for borgerne i Gladsaxe og de andre 10 letbanekommuner.
Letbanen er beregnet til at koste 6.2 milliarder kr. at anlægge og købe togvogne for. Men omkostningerne stopper ikke her for skatteborgerne. Til de 6.2 milliarder kr. skal man medregne en række kommunale tilkøb og anlægsomkostninger som ombygning af ring 3 og Gladsaxe Trafikplads.
Gladsaxe Kommunes andel af omkostningerne til etablering af letbanen og køb af materiel vil blive på 550 millioner kr. Til det beløb skal man lægge mere end 50 millioner kr. i såkaldt tilkøb til ombygning af Gladsaxe Trafikplads og Ring 3. Samlet vil det betyde en regning på mere end 600 millioner kr. for borgerne i Gladsaxe. Det er rigtig mange penge.
Sammen med Lyngby-Taarbæk kommune, er Gladsaxe den kommune, som betaler mest til etablering af letbanen. I alt betaler de to kommuner 1 milliard af den samlede kommunale regning for letbanen på 2.3 milliarder.
Staten og regionen betaler de resterende 4.5 milliarder kr.
Det er urimeligt, at borgerne i Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk skal betale 45% af de 11 kommuners regning for letbanen. En kommune som Høje Taastrup skal kun betale 37 millioner kr.
Når regningen for letbanen er så stor som den er, kan man bedre forstå, at tilhængerne i Gladsaxe Byråd ikke vil fortælle borgerne, hvad regningen for letbanen bliver. De er blevet spurgt og spurgt, men har ikke ønsket at svare på, hvad en letbane koster Gladsaxes skatteborgere. Måske fordi de er bange for, at borgerne ikke er parate til at betale den store regning som letbanen er.
Letbanen er en rigtig dårlig forretning for borgerne i Gladsaxe og for samfundet. I 2010 beregnede letbaneselskabet, at letbanen gav et samfundsmæssigt underskud på 8.3 milliarder kr. Et tab, som er meget større i dag. Og som vil blive endnu større, hvis man medregner alle de kommunale omkostninger til ombygning af veje og anden infrastruktur.
Letbanen er en teknologisk forældet løsning, som vil skabe en masse problemer for borgerne i Storkøbenhavn med længere transporttid for en masse borgere langs ring 3.
Fremfor at bygge en letbane burde politikere i letbanekommunerne satse på en moderne hurtigbusløsning, hvor busserne på store strækninger vil få deres egen vejbane. Det er en meget billigere løsning, og er modsat letbanen en samfundsøkonomisk forsvarlig løsning.
Det Konservative Folkeparti vil arbejde aktivt for, at planerne om en letbane bliver skrinlagt, og at vi i Storkøbenhavn får en hurtigbusløsning. Den er billigere at etablere, og kan befordre lige så mange passagerer som en letbane.
Foto: Flickr.com Morten Jensen
#gladsaxe #kvgladsaxe17 #dkpol