240 millioner – det er mange penge
Blev Gladsaxe Kommune drevet lige så effektivt som den mest effektive kommune i Danmark, kunne Gladsaxe spare 240 millioner kr. om året. Det er mange penge.
Det er den årlige rapport fra CEPOS om kommunernes økonomi, der viser, at Gladsaxe Kommune kan spare de mange millioner.
Selvom Gladsaxe er en af landets bedre drevne kommuner, er der fortsat stor mulighed for at effektivisere driften af kommunen. Når en kommune ikke bliver drevet så effektivt som andre kommuner, så får borgerne i Gladsaxe mindre velfærd.
Sammenligner vi administrationsomkostningerne i Gladsaxe med andre kommuner, fremgår det klart, at Gladsaxe kan spare rigtigt mange penge. I forhold til Herlev bruger Gladsaxe 60 millioner kr. mere på administration.
De mange penge kunne f.eks. anvendes på at afskaffe lukkedagene i daginstitutioner til glæde for familierne eller på skattelettelser.
Gladsaxe Kommune er bedre drevet end mange andre kommuner men der er kommuner i Danmark som drives mere effektivt og bedre. De kommuner skal vi lære af, så vi kan få mere effektiv administrativ og dermed sikre borgerne mere velfærd og flere penge til dem selv.
Fordi en kommune bruger mange penge betyder ikke automatisk, at borgerne får mere service.
Velfærd kan også være, at man får lov til at beholde flere af sine egne penge og selv bestemme.