Stop for kønsopdelt svømning

I mere end 10 år har Bagsværd Svømmehal haft et tilbud om kønsopdelt svømning to gange om ugen, hvor hhv. mænd og kvinder har svømmehallen for sig selv.

Tilbuddet blev lavet for at give muslimske kvinder en mulighed for at svømme og blive mere integreret i det danske samfund.  Mange muslimske kvinder må ikke gå til svømning når mænd og kvinder svømmer sammen for deres mand eller familie.

Efter 10 år må man konstatere, at kønsopdelt svømning ikke giver mere integration for muslimske kvinder i samfundet, som var meningen med den kønsopdelte svømning.

Der er derfor ikke nogen grund til at fortsætte med at give tilbuddet om kønsopdelt svømning, da man ikke er kommet nærmere en integration mellem danskere og mange indvandre fra Mellemøsten.

Hvis målet er integration, så opnås det ikke ved at give særlige vilkår for enkelte grupper. Man opnår derimod det modsatte. Her fastholder man kvinder i en tilstand, hvor de er undertrykt af deres mand og familier.  Med kønsopdelt svømning fastholder man et parallelsamfund.

Vi skal have gjort op med de parallelsamfund, som vi desværre får flere og flere af. De skaber gnidninger mellem danskere og indvandre både på kort og lang sigt.

Mange indvandre er i dag velintegreret i det danske samfund, men desværre er der grupper, som ikke vil integreres i det danske samfund, men holde fast i deres hjemlands kulturer.  Kulturer som adskiller sig meget fra den danske kultur. Folk må selvfølgelig leve, som de vil, men det store flertal af danskere skal ikke tilpasse sig dem og opgive dansk kultur og danske normer. 

Så efter mere end 10 år med kønsopdelt svømning i Gladsaxe er det tid til at stoppe det. Har vi fået mere integration? Nej, det har vi ikke, og målet med kønsopdelt svømning er derfor ikke nået.  Derfor skal Gladsaxe Kommune ikke længere tilbyde kønsopdelt svømning i Bagsværd Svømmehal.

Foto: Flickr.com GoToVan